26. juni 2017

Informationsmøde i Grundejerforeningen Tuborg Syd 

Onsdag den 21. juni 2017 havde Grundejerforeningen Tuborg Syd inviteret til informationsmøde om byggeaktiviteterne på Tuborg Syd-grunden. Mødet blev holdt i Kongens Lyngby hos COWI, som er teknisk bygherrerådgiver for Danica Ejendomme, der ejer grunden.

Grundejerforeningens formand, Nicolai Horten, bød velkommen til de omkring 150 fremmødte og gav ordet videre til Jens Guldborg fra COWI, der er bygherrerådgiver på den del af byggeaktiviteterne, der handler om byggepladsmodning.

Jens lagde ud med at anerkende, at det ikke er let at være nabo til en stor byggeplads. Han sagde videre, at han med sit oplæg håbede at kunne vise, hvordan man i Tuborg Syd-projektet arbejder for at begrænse generne og så vidt muligt imødekomme naboernes forslag til ændringer. Alt sammen under hensyntagen til, at byggeriet skal følge de rammer, som sættes af lokalplan 307 fra 2008.

På informationsmødet blev der stillet flere spørgsmål til det færdige byggeri, som Jens ikke kunne svare på endnu. Dispositionsforslaget, der både omfatter byggeri og landskab, foreligger den 30. juni 2017, og først når det er godkendt af bygherre og kommune, kan projektet præsenteres for offentligheden.

I sit oplæg viste Jens forskellige kort over byggepladsen. Det kort, som er indsat nedenfor, viser alle de elementer, som indgik i disse kort. Efter kortet følger desuden en gennemgang af de emner, der blev berørt på mødet.

Tuborg Syd - Grunddisponering

Byggepladshegn
De seneste uger er der blevet sat hegn op omkring en større del af byggepladsen end tidligere. Det skyldes, at anlægsarbejdet nu breder sig over et større areal, så af hensyn til sikkerheden for naboer og for medarbejdere på pladsen, spærres byggepladsen grundigt af.

Det hegn, som Danica Ejendomme har valgt at sætte op, er af en type, som både kan være åbent og lukket for indkig på pladsen. Denne type er valgt, fordi naboerne har ønsket et åbent hegn. Skulle der senere komme ønsker om et lukket hegn, vil bygherre aftale med grundejerforeningen, hvor hegnet skal lukkes.

Fra oktober 2017 forventes byggepladshegnet at blive forlænget op til den yderste nordlige kant af Tuborg Syd-grundens matrikel. Det betyder, at hegnet kommer tættere på de boliger, der er nærmeste naboer. Dette vil øge generne for de beboere, som får et hegn og den tunge trafik tættere på. Beslutningen om at placere hegnet der er imidlertid truffet, fordi det vil gøre det muligt for entreprenøren på samme tid at arbejde på de to byggerier, der skal ligge på pynten. Dermed forkortes den samlede byggeperiode væsentligt.

På mødet udtrykte nogle deltagere bekymring over, hvad der vil ske med byggegrunden, hvis dele af byggeriet mod forventning går i stå. Her lød svaret, at i så fald forventes hegnet rundt om den ikke-bebyggede del af byggepladsen at blive fjernet, så der igen er adgang til arealet.

P-plads ved rundkørslen
Det er planlagt at anlægge en asfalteret p-plads i det nordvestlige hjørne af byggepladsen, som ligger oppe ved rundkørslen. P-pladsen er til brug for byggeledelsen, håndværkere og andre med tilknytning til byggepladsen og er placeret der for at mindske trafikken længere inde på byggepladsen.

Adgang til badebryggen
Byggepladshegnet er i dag nøje placeret sådan, at beboerne i Tuborg Havnepark via stien langs vandet har sikker adgang til badebryggen på Tuborg Syd-grunden.

Stien vil være åben hele sommeren, og den lukkes tidligst for adgang den 1. oktober 2017. På det tidspunkt forventes det at blive nødvendigt at flytte byggepladshegnet og dermed lukke helt for adgang til badebryggen, fordi arbejdet på pynten forventes igangsat på det tidspunkt, og byggepladsarealet dermed udvides.

Der forventes at blive åbnet for adgang til badebryggen igen i sommeren 2021, når Tårnet og Kysthusene 2 og 3 er færdigbygget.

Jordhotel
Som man har kunnet se, udvikler der sig en jordbunke på byggepladsen – et såkaldt jordhotel. Med et jordhotel på byggepladsen kan entreprenøren grave jord op ét sted på grunden og lægge det i depot på jordhotellet, indtil jorden kan genbruges et andet sted på grunden. Det betyder, at behovet for at køre jord ind og ud af byggepladsen mindskes, og derfor er det kun forurenet jord, som køres væk fra pladsen. På den måde sparer jordhotellet naboerne for en del tung trafik på vejene omkring byggepladsen.

Det er ikke muligt at sige præcist, hvor højt jordhotellet bliver, da mængden af jord hele tiden ændrer sig. De første jordprøver viser, at jorden er af en sådan beskaffenhed, at det kan genbruges i forbindelse med byggeriet – blandt andet som opfyldning i havet ved pynten. Med udgangspunkt i kommentarer fra naboerne vil bygherren undersøge, om det centrale jordhotel kan fordeles over flere steder på byggepladsen for at genere naboernes udsigt mindst muligt. Fra projektets side vil vi i nyhedsbrevene være opmærksomme på at fortælle, hvordan jordhotellet udvikler sig.

Stisystemer
Nogle naboer har udtrykt ønske om, at den østlige del af stierne rundt om husene bevares i byggeperioden. Andre er kede af denne løsning, fordi den kan betyde, at der nogle steder skal fjernes beplantning, hvis der både skal være plads til en sti uden for og til en kørevej inde på byggepladsen. Fra projektets side er vi åbne for at imødekomme ønsker fra naboerne og drøfte gerne mulige løsninger med formanden for grundejerforeningen. Herefter vil det være op til grundejerforeningen at beslutte, hvilken af løsningerne der ønskes.

Cykelsti
Byggeriet af Bakkedraget er det første, som sættes i gang. Cykelstien er blevet lukket, fordi det er for farligt for cyklisterne at krydse byggepladsen. Cykelstien åbner, når Bakkedraget tages i brug, hvilket forventes at være i sommeren 2020.

Køreveje
For kort tid siden blev kørevejen fra rundkørslen ved Hellerup Skole og ind til jordhotellet asfalteret. Det er sket, fordi trafik på en asfalteret vej støver og støjer mindre og giver færre vibrationer end trafik på en grusvej. Derfor er det også en fremgangsmåde, der vil blive anvendt andre steder på byggepladsen, hvor der bliver behov for køreveje.

Så snart en kørevej ikke længere anvendes, vil den blive fjernet. Den kommende kørevej ud til pynten fjernes for eksempel, så snart pynten er bebygget.

Støv
Det kan ikke undgås, at støv generer, når man er naboer til en så stor byggeplads, som Tuborg Syd-grunden er.

Imidlertid forsøger entreprenøren som nævnt at begrænse støvgener ved at asfaltere nogle af de veje, hvor der kører tung trafik. Derudover begrænses støvgenerne ved, at jordhotellet enten overdækkes med en presenning, eller ved at jorden vandes.

Støj
Støj er også en sideeffekt af anlægsarbejder, og her stiller Gentofte Kommune en række krav for at begrænse generne. Støjende og/eller støvende bygge- og anlægsaktiviteter må udføres i tidsrummet 07:00 til 18:00 på hverdage og i tidsrummet 07:00 til 14:00 på lørdage.

Støjen kan også reduceres ved at vælge nogle arbejdsmetoder frem for andre. Eksempelvis har entreprenøren de seneste par uger været i gang med at spunse i den sydlige del af byggepladsen, hvor den nye skybrudskanal – Vilhelmsdalløbet – skal flyttes hen. Her har vi valgt at vibrere spunsen ned. Metoden er dyrere end den traditionelle metode, hvor spunsene rammes ned med en kæmpe hammer, men den er valgt af hensyn til naboerne, fordi den støjer og vibrerer mindre.

Vibrationer
Selvom vibrering af spuns er en forholdsvis skånsom metode, er naboejendomme og naboveje ved den sydlige del af Tuborg Syd-grunden på forhånd blevet fotoregistreret, og der er opsat vibrationsmålere på bygningerne. På den måde kan det efterfølgende konstateres, om vibrationer fra spunsning har medført skader. En lignende fremgangsmåde vil blive brugt omkring boligblokkene i Tuborg Havnepark i forbindelse med spunsning.

Grundvandssænkning

Ved Vilhelmsdalløbet vil der blive foretaget en lokal grundvandssænkning ved kysten, når Vilhelmsdalløbet skal etableres. Dette område ligger imidlertid så langt væk fra Tuborg Havnepark, at der ikke er nogen risiko for, at grundvandssænkningen forårsager bygningssætninger der.

Kunstigt lys
I årets mørke måneder vil byggepladsen være oplyst i de ydre timer af entreprenørens arbejdstid. Dette kan virke generende for naboer. Da projektet omlagde Lynetteledningen i Øresund skete det desværre også, at en projektør vendte forkert og pegede direkte ind i en bolig. Når den slags sker, er vi fra projektets side glade for at få en mail eller et telefonopkald fra de berørte naboer, så vi kan rette fejlen hurtigst muligt.

Projektkontor
På informationsmødet i grundejerforeningen blev der vist forskellige placeringer af det projektkontor, som entreprenøren er nødt til at have på grunden. Det er ikke planen, at alle placeringer skal i brug på samme tid – kortet viste blot de steder, hvor det vil være hensigtsmæssigt at placere kontoret. Det vil bestå af pavilloner, som formentlig stilles oven på hinanden. Som opfølgning på kommentarer på mødet vil bygherren undersøge, om skurbyen kan placeres andre steder på byggepladsen end den præsenterede beliggenhed, så naboernes udsigt generes mindst muligt.